Ved Vindvet Poplen sukker
i Sommernattens Vind;
jeg aabner det og lukker
min gamle Længsel ind.

Saa længe — ak saa længe
fornam jeg ej dens Røst;
jeg vilde stolt fortrænge
dens Svaghed af mit Bryst.

Nu, medens Verden sover,
og Stjernen staar paa Vagt,
og Havets vilde Vover
har sig til Hvile lagt -

i Sommernatten silde
ført af et Vindpust hid,
den kommer mild og stille
og spørger: „Har Du Tid?

Hvor gnaver Dig din Lænke?
Hvor bløde dine Saar?
Tør Du en Stund mig skjænke
som i de unge Aar?

Det Gode, som Du vilde;
det Bedste, som blev glemt;
den Bøn, Du bad som Lille!
Alt har jeg trofast gjemt.

Jeg tør jo ej mig nærme
til Dig ved højlys Dag;
har Du nu Mod at sværme
en Stund og være svag?"

— Det er et Stævnemøde;
ak, under graanet Haar!
Men mine Kinder gløde
som i de unge Aar!

Ja, kom i Nattens Mørke,
og kom ved lyse Dag;
thi der skal Manddomsstyrke
til saa at være svag!