Gjennem Hedelyng og Sand
under Klinten ved Tidsvilde
slynger sig Helenes Kilde
yndig til den salte Strand.
Med det klare Væld forbinder
Sagnet sig og skjønne Minder,
blomstersmykte Krykker finder
Du ved Kildens grønne Rand.

Ført af from, enfoldig Tro,
komme Folk fra fjerne Steder
for i Vældet sig at toe;
Blinde, Halte did man leder:
Vandet, mener man, helbreder,
hellig nævnes Kilden jo.
Febre skal den kunne standse,
give den, som Gigt fortrak,
Kræfter til at gaa og danse;
disse Krykker, disse Kranse
vidne om Helbredtes Tak.

Prunkløs, mellem Blomster vilde,
risler den beskedne Kilde;
intet Gitter, ingen Mur
har man om dens Udspring bygget,
af den hellige Natur
er kun Helligdommen smykket.

Kjøbstadfolket med Foragt
smiler ad de syge Stakler,
som kan tro, at slig en Magt
er i denne Kilde lagt.
Bonden selv i Troen vakler,
lærde Dok'tre har ham sagt,
at der sker ej fler Mirakler.
Har, min Ven, en slap Kultur
Dig forkunstlet og forkvaklet,
smiler haant Du ad Miraklet
i den evige Natur?
Prøv da den moderne Kur!

Rejs til fjerne Sundhedsbrønde,
for at blive sund og synde
paa den gamle Viis igjen;
søg til de berømte Bade -
Neppe dér Du finder, Ven,
Frelsen for den indre Skade!

Gnaver Tidens Orm dit Sind?
Har sig dens Blaserthed sneget
i din Sjæl, dit Hjerte ind?
Fik af Livets ydre Skin,
af dets Blændværk Du formeget?

Vil du atter vorde sund,
bøj Dig, før det er forsilde,
mod Naturens Helligkilde,
bøj mod Livets Væld din Mund!
Det har Lægedom for Sjæle!
Ved dets Kraft kan Blinde faa
deres Syn og Halte gaa,
Stumme vinde deres Mæle.

Spørg ej, hvor det er at finde,
dette Væld saa klart og purt,
som den første Mand og Kvinde
saae i Paradis det rinde.
Hellig Enfolds grønne Urt
vil Du ved dets Udspring finde.

Sé, det risler Dig forbi,
ej paa Moden, ringeagtet -
Himlen spejler sig deri.
Vældet er ej bortforpagtet,
Kuren er for Alle fri!