Et Sted i Jylland, jeg véd ej hvor,
en Hytte staar,
brystfældig, vindskjæv og lille;
den har kun Græs til en eneste Ko;
om Taget Humlerankerne gro,
ved Siden risler en Kilde.

En Smule Have man foran sér:
To Piletræer
og nogle Stikkelsbærtjørne;
men Alt er revet og rent og net;
af Kaal i Midten der staar en Plet
og Blomster i hvert et Hjørne.

Et Rejseselskab ad Markens Sti
kom der forbi;
ved Hytten nejed en Kvinde,
hendes Øje var mildt, men Dragten arm;
to Rollinger bar hun paa sin Arm,
og flér løb i Stuen derinde.

Men over Døren, paa Hyttens Mur
stod med Fraktur
i Snirkler „Frydensborg" skrevet.
„Hvad," raabte de Rejsende, „lille Mo'er:
er Fryden her hos Eder saa stor,
at Hyttens Navn den er blevet?"

„Ja," svared hun mildt, „syv Børn vi har;
det mindste bar
i Gaar vi til Daab hos Præsten.
Endnu til Dags holdt vi Livet hver;
vi har jo Himmel og grønne Træer!
Vorherre nok sørger for Resten!"