Jeg sad og saae
mod Skyen graa,
og véd Du, hvad jeg tænkte paa?
Jeg tænkte, Ven,
engang som den
vil Livets Kummer svinde hen!
Vi skue til
ved Skyens Spil,
og finde hver, hvad selv vi vil.
Ja, hver vil sé
kun sin Idé -
man græde maa derved og le.
Hvor jeg saa grandt
kun Myggen fandt,
min Nabo saae en Elefant.
Dog Skyen gaar,
men Sol opstaar
i Østen som for tusind Aar.
Saa gaar dernæst
den ned i Vest
hver Aftenstund, trods Regn og Blæst;
og fra dens Vej
en Tomme ej
Du rokker den saalidt som jeg.
Og derfor fro
jeg gaar til Ro,
og holder paa min simple Tro:
At Skyen gaar,
men Sol opstaar
i Østen som for tusind Aar!