Hans Vilhelm Kaalund

1818-1885 / Denmark

Forbandet Kain udi Ørknen gik

Forbandet Kain udi Ørknen gik,
og Eva hviled paa Baare;
da faldt fra Oldingen Adams Blik
den første brændende Taare.

Og da han grov i den stille Dal
en Grav for sin døde Mage,
da fløjted den første Nattergal
sin første smeltende Klage.

Og da han sukked ved Nedgangssol
alene i Dødningehaven,
da aanded den første Natviol
sin himmelske Duft ved Graven.

Forsvundne er mange tusind Aar;
sødt klager end Nattergalen,
og Vemodsblomsten tungsindig staar
og aander sin Duft i Dalen.

End kæmper Livet med Sorgens Hær,
det bære eller det briste!
Den første Taare blev fulgt af flér -
men naar, naar flyder den sidste?
95 Total read