Naar før til Valsen
jeg hende bød,
da blev til Halsen
hun luerød.

Da var hun stille,
da var hun bly,
og kom jeg, vilde
hun altid fly.

Men nu — nu purrer
hun i mit Haar
og skjelmsk mig Burrer
paa Frakken slaar.

Saa let i Flugten
er ingen Hind;
som Ferskenfrugten
er hendes Kind.

Med korte Ærmer,
paa bitte Sko,
hun om mig sværmer;
jeg har ej Ro.

Sé den Poliske,
nu staar hun dér
med gule Piske
og hjertensler. -

Du, søde, lille,
forfløjne Skarn!
Vær nu et stille,
fornuftigt Barn.

Min Kind hun klapper,
men strax igjen
af Haanden snapper
hun mig min Pind.

Nu er Du fangen,
Du Vildkat, Du!
Hvad faar for Sangen
i Løn jeg nu?

Ja, vend dit Hoved
og hvisk kun: Tys!
Har Du ej lovet
mig tusind Kys?

At bryde Pagten,
det gjælder ej -
her er Kontrakten,
og her er jeg.

Nej, nej, nu bliver
det altfor galt!
Kvittering giver
jeg strax — betalt!