Lærken.

Du lille Fiol, kom frem! kom frem!
Da aabned den først sin Dør paa Klem
og titted frem paa sin grønne Stængel
med Øjne blaa som en. lille Engel.

Fiolen:

Jeg tør ikke kaste min grønne Kyse,
jeg er saa angst for ihjel at fryse.
Dog frem sig voved den lille Fiol,
da dækked en Regnsky den klare Sol;
men Skræppen slog op som en Paraply
sit brede Blad mod den mørke Sky.
Derunder stod glad Fiolen den lille,
mens Draaberne maattte fra Bladet trille.