Jeg synes, som før jeg det Gjærde har sét
og kunde det Hele tegne;
som det gaar en Maler, det gaar en Poet:
han har Øjnene allevegne.
Selv har jeg støvet som Maler omkring
og siddet ved Bondens Laage
og taget Skitser af alle Slags Ting
i de mærkværdigste Kroge.

Jeg har øvet paa Foraaret mit Talent,
og i Sne efter Studier vadet;
Tidslen er min gamle Bekjendt
og Burren og Skræppebladet.

Ved ensomme Skovmoser, sorte som Blæk,
har jeg krøbet blandt Stammerne brune
og fanget i Farten tusinde Træk
af Naturens vildeste Lune.

— Hvad behøver en Maler mér til Motiv,
naar han véd at gribe Ideen,
end en vejrslagen Pil, nogle visne Siv,
et Spil af Lys over Sneen!

For ham er der intet Stort eller Smaat
i Naturens vældige Tempel;
og Digteren, han forstaar det saa godt -
denne øde Egn til Exempel!

— Denne snedækte Mark, denne Himmel graa,
dette Gjærde af Kampestene,
og disse fattige Fugle paa
en Busk med bladløse Grene;

disse Tidsler, der bøje sig tunge af Sne
og nikke sørgmodig i Blæsten -
det er Alt, hvad Kunstneren lader os sé,
— vi selv maa os slutte til Resten.

Er det Stære maaske, som sidde dér
og vente paa Foraarets Komme?
Blev de narret maaske af lidt Solskinsvejr?
Har de troet, at Vintren var omme?

Jo vist! det truer med Hagl og Storm,
der er fygende Snefald i Vente;
og ej nogen Myg og ej nogen Orm
i hele Naturen at hente.

Hakke med Næbet den frosne Klump,
det nytter dem ikke en Smule;
Frøen har gjemt sig dybt i sin Sump
og Muldvarpen i sin Hule.

Spurvene, de har gyldne Kaar,
de bo ved Menneskets Huse;
i Stakkene gjemt, naar Vintren er haard,
de lade Stormene suse.

Krager og Ravne og alt det Kram,
der lever som sjofle Tyve,
for mig maa de gjerne faa Last og Skam,
dem lader jeg trøstig flyve!

Men jeg har ondt af Stærenes Tro,
de stakkels Fuglepoeter!
Det kommer der ud af at glemme sin Kro
og agere Foraarsprofeter!

— Har Kunstneren selv ej tænkt paa Sligt,
saa er det mig lige meget;
jeg gjør kun som Digter min simple Pligt:
jeg leverer kun Fingerpeget!

Scenen er vild og sørgelig tom;
men hvis den var mere broget,
da syntes jeg neppe saa godt derom,
— jeg savner slet ikke Noget!

Jeg lider just dette simple Sujet,
dette sære Valg af Motivet.
Der er Alvor deri. Det er ikke koket.
— Jeg tager det, som det er givet!

Det viser Naturen i Negligé,
indsvøbt kun i Sneens Lagen,
som et Barn, der ej har den mindste Idé,
om dets Nøgenhed strider mod Smagen.

Jaged det efter Mængdens Gunst,
saa var jo det Hele forfejlet!
Den sande Natur, den ægte Kunst
pynter sig aldrig for Spejlet!

Sé derfor synes saa godt jeg om
denne lille, fattige Scene,
der sér ud, som den blæser ad Verdens Dom
og føler sig ganske ene.

Og mens jeg i Tanken rammer en Pæl
gjennem Dagens braskende Løgne,
det er mig her, som en trofast Sjæl
mig betragter med ærlige Øjne.