Blandt meget Andet, jeg har fortrudt,
Som kommer igjen, naar jeg sidder alene,
Er det: at jeg har paa en Sælhund skudt,
Som hviled paa Strandens Stene.
Den laa derude saa tillidsfuld
I den klare, venlige Foraarsaften,
Mens Havet glimred' som smeltet Guld -
Da lyned' mit Skud og traf den.

Jeg saared' den kun! Men Vinden bar
En underlig stønnende Lyd til mit Øre:
Et Suk, der gjennem mit Hjerte skar,
Jeg synes endnu det at høre.
Forbandede Skud! Jeg saared' den kun
Og saae den styrte sig angst i Havet
For at skjule sit Saar paa den dybe Bund,
Der har saa Meget begravet.

Hvad vilde jeg med den? Hvad drev min Haand?
For mig var Dyret et værdløst Bytte.
Det var Myrdelysten, som greb min Aand;
Jeg vilde prale som Skytte!
Nu ligger imellem to Snese Aar,
Fra Vinden fløj bort med Dyrets Klage. -
Selv fik jeg af Verden mangt et Saar;
Hvorfor da med Sligt sig plage?

Har man kigget i Livets Afgrunde ned,
Været med at redde Menneskesjæle,
Da véd man, som jeg, vel fuld Besked
Om hvad Tid og Sløvhed kan kvæle.
Mit bløde Sind har faaet en Skal
Som Konkyliens tyk og tilbørlig hærdet.
Slig tankeløs Handling, sligt lille Fald
Bestemmer ej Menneskeværdet!

Er min Synd da for evig begravet dermed?
Nej! Lad Alverden finde den lille;
For mig er den stor, — jeg blues derved;
Den plumred' mig Sjælens Kilde!
Blandt alt hvad Andet jeg har forskyldt,
Som angrende jeg har forsøgt at sone,
Jeg bærer den med i den Rejsebylt,
Hvormed jeg skal staae for Guds Throne!