Det suser saa tungt i den visnende Bøg,
det hvisler i Tidslernes Toppe.
Paa Bakken græsser et Udgangsøg,
saa ensomt staar det deroppe.

Hvad grunder Du paa, Du gamle Kræ?
Jeg syntes, jeg hørte, Du sukked.
Med hængende Hoved og stive Knæ
Du staar som af Sten udhugget.

Omflagret i Aftenens døende Skjær
af skrigende Uvejrsfugle,
Du stirrer fra Bakken saa ensom dér
mod Solens synkende Kugle.

Tungsindig staar Du og stirrer mod Vest,
med Blikket mod Aftenrøden.
Du ligner jo fast i den susende Blæst
en Knokkelganger for Døden.

Den magre Rytter Du venter maaske?
— Ja vist! Naar Dagen er omme,
naar Stjernerne tændes, da vil med sin Le
og med Timeglasset han komme

og klappe din Man og svinge sig op;
og højt vil Du vrinske af Glæde
og jage med ham i vildest Galop
ud over den skumrende Hede.

Afsted vil Du fare ved Syvstjernens Lys,
afsted gjennem Mørket derude;
den ensomme Vandrer vil standse med Gys,
og Landsbyens Hunde vil tude.

— Dog hvis, som jeg tror, Du ejer en Sjæl
og ej blot er skabt til at lide,
da vil Du, sporet af Dødens Hæl,
vel finde den Vej, du skal ride -

Mod Øst! Mod Øst! mod en lysere Dag,
fra Verdens Trældom og Plage;
hernede fik Du kun Utak og Slag.
— Mod Opstandelsens Sol vil Du jage.

O tag mig med! Skjøndt et Menneskebarn,
Naturens Konge og Herre,
jeg agter det lidt, om Du agede Skarn,
om Du drog for den usleste Kærre!

Jeg agter det lidt! Lad mig ride med
fra Menneskeaaget og Sorgen!
Saa farer med Dig jeg og Døden afsted -
Hurra! mod den evige Morgen.