Kom, liden Thora, kom og sid
søsterlig ved min Side!
Alt i Morgen mig sér i Strid
Solen i Østerlide.

Hvæsset er nu min lette Pil,
skærped' Gangerens Hove;
Kvælden kaster sit Afskedssmil
over de dunkle Skove.

Sladre vi vil i Aftnens Stund,
sladre som gamle Venner;
sid ved min Side og ræk mig kun
dine snehvide Hænder!

Barn Du var, da vi skiltes ad,
nu alt en Jomfru stille.
Husker Du, da paa mit Knæ Du sad,
dejlige Thoralille?

Nu skal atter i Kamp jeg bort,
falder maaske i Morgen;
Vikingen kan kun dvæle kort,
har ikke Tid til Sorgen.

Derfor vil vi nu sammen le,
barnligen os fornøje.
Kan Du ej mer som fordum sé
kjærlig mig i mit Øje?

Hovedet ryster Du taus og bleg -
er Du ej mer den Gamle,
siden Du voxed fra Barnets Leg,
voxede fra din Skamle?

Lidet til Livets milde Lyst
kjender den haarde Kæmpe;
frygter maaske Du min stærke Røst,
vil jeg den gjerne dæmpe.

Kampens Bulder og Sværdeslag
hærder en Vikings Stemme;
naar man har raabt gjennem Stormens Brag,
kan man vel Møer skræmme.

Kan maaske Dig mit barske Skjæg
og mit Øje forskrække,
vil jeg tage min Hjælm fra Væg
og mit Hoved bedække.

Taus og bleg Du i Hytten gaar,
siger ej, hvad dig fejler. -
Thora, sig, om dit Hjerte slaar
hemmeligt for en Bejler?

Glad jeg giver Dig alt mit Guld,
da kan dit Bryllup stande;
Lykken mig bliver vel atter huld
paa de skummende Vande.

Sejeren og den raske Daad
mer jeg end Guldet skatter -
hvorfor brister Du ud i Graad,
dejlige Kæmpedatter?

Har man krænket Dig? Er Du syg?
Hvad har bleget Dig Kinden?
Kvinden er kun en Lilie myg,
visner for Nattevinden.

Gaa da, læg Dig til Slummer hen!
let udsover Du Sorgen.
Langt fra Dig er din Barndomsven,
naar Du vaagner i Morgen.

Mægtigt lokker ham Kampens Gru,
han maa sin Lykke friste -
ræk ham Munden til Afsked nu;
det er maaske den sidste.

Bleg og stille Du staar som før,
taus Du dit Hoved ryster. -
Nu, saa Farvel! Ifald jeg dør,
mindes mig da som Søster!