En Spindelvæv flagrer i Solens Skin,
naar Vaaren med Sangfugle kommer -
en Tømme af Guld paa Himmelens Vind, -
man kalder den: flyvende Sommer.

Med Regnbu'farver den svæver saa let:
En Væv af den spindende Lykke;
og Væveren flytter omkring sit Næt
og søger det Sted, han vil bygge.

Saa flyver jeg selv omkring med min Sang,
den bærer mig højt mod Guds Himmel;
paa den har jeg svævet saa mangen en Gang
over Livets brogede Vrimmel.

En Rose mig rækker engang vel sin Gren,
hvorpaa jeg kan hvile og bygge;
dér spinder vel Silke paa Kjærligheds Ten
min Sangs den ustadige Lykke.