Hankatten sidder paa Gaardens Mur,
han ser sin Elskte paa Gjenboens Skur:
„Skjønne, lad Dig min Mjauen røre,
vil Du dog aldrig mit Suk bønhøre?" -
Ømmere stedse hans Tone stiger,
tilsidst i den høje Sky han skriger

„Dronning for alle Slikkepotter!
Jeg véd et Spiskammer fuldt af Rotter,
af Skinker og Pølser og søde Ost" -
O ve! da fik han af Gaardskarlens Kost
et dygtigt Rap, saa det sved i Nakken. -
Som Visen Du sang, Herr Mons, var Takken!