Tvende Kamre har mit Hjerte:
Fra det ene lyder Sukket;
thi derinde, dér har Sorgen
sig for Verden indelukket.

Men ved Siden, i det andet
Kammer, bor den vilde Spiller,
bor den tøjlesløse Glæde.
Tynd er Væggen, som dem skiller.

Ensomt, stille sidder Sorgen,
som en Nonne i sin Celle,
medens Glæden overgiven
ryster med sin Narrebjælde.

Ikke ligne de hinanden,
skjøndt dog Børn af samme Moder;
og forgjæves kalder Nonnen,
Sorgen, paa den vilde Broder.

Dag og Nat paa Skillevæggen
banker hun, han vil ej høre;
ud han flagrer, ud i Verden,
ud i Livets Larm og Røre.

Sildig vender han tilbage,
tung af Rusen, overmættet,
som en Spiller, der er skuffet,
som en Svirebroder trættet.

Højere da kalder Sorgen,
men den tynde Væg adskiller
som en fjendtlig Mur de Tvende:
Nonnen og den vilde Spiller.

Ak, det hjælper ej, hun banker
paa den tynde Mur og kalder;
Skillevæggen styrter ikke,
førend hele Huset falder.