En Bjørn engang gik ud paa Rov,
da traf den paa en Nordbag liden,
som tøjret stod bag ved en Skov,
thi det var just i Sommertiden.
Da Bjørnen nu var noget flov,
og, skjøndt et ærligt Skind forresten,
ej kjendte Pligterne mod Næsten,
den mente, at den havde Lov
at tage for sig frit af Hesten
en lille Bid til Husbehov.

Og flux begyndte der en Jagen,
et Væddeløb, der gik i Ring
med slig en Fart, omkring, omkring,
saa man vist aldrig har sét Magen;
det kunde varet hele Dagen
og blevet dog til Ingenting,
men Bjørnen gjorde snildt et Spring
til Siden — det forandred Sagen!
Thi Hesten, som var i Galop,
fik ikke Tid at holde op,
før Bjørnen med et vældigt Hop
alt sad den overskrævs paa Bagen
med sin uhyre laadne Krop.

Af Raseri fik Hesten Kræfter,
den sprængte til, saa Tøjret brast,
og jog afsted med Vindens Hast
den kjendte Vej ad Hjemmet efter.

Forbløffet holdt sig Bjørnen fast:
den havde aldrig lært at ride,
Balancen var dens svage Side;
og uden Sadel, kjære Børn,
det kan I Alle sagtens vide,
det var formeget for en Bjørn.

Dog der var ikke Tid til Dumpen,
thi lystig gik det: hop, hop, hop,
afsted i susende Galop
igjennem Krattet langs med Sumpen,
og Bakke ned og Bakke op,
saa Bjørnen, der forstødte Gumpen
ved den forfærdelige Humpen
og ikke kunde raabe Stop,
fandt Farten næsten mér end lumpen.

Den vilde hjem, den vilde ned,
den havde faaet nok af Spøgen
og fnyste overmaade vred;
men da den skued Skorstensrøgen
og Byen og det aabne Led,
da svandt dens Bjørneværdighed,
da løb den Alting rundt i Panden,
og ud sprak Angstens kolde Sved -
ja den gik næsten fra Forstanden.

Nu skulde det sig netop hænde,
at Hestens Ejer, Bonden stod
foran sin Gaard og kløved Brænde.
Sin Nordbags Løb han kunde kjende:
Trap, Trap, det var dens lette Fod;
forundret monne han sig vende,
han saae og saae igjen og saae -
ja vist, der kom jo Hesten henne,
men hvem var Rytteren derpaa?

Eja! hvor maatte Bonden grine,
da Bjørnen først saa nær ham kom,
at han fik sét dens sære Mine;
han lo, saa han fik Mavepine,
og lo og holdt sig paa sin Vom,
indtil han næsten trimled om.
— Dog var det Bedste end tilbage:
thi hør nu Løjer! Alle Dage
var Porten lukt for Bondens Hjem;
ikkun en Laage eller Lem
(hvorledes man det nu vil tage)
tillod den lille Hest at jage
derind i Gaarden ligefrem,
og denne Vej var ganske nem
for Hesten, men for lav desværre
for den ubudne laadne Herre.
Maaske, hvis han med megen Hast
behændigt havde Panden bukket
og siddet ret i Sadlen fast,
at han foruden Overlast
derind i Gaarden kunde stukket,
men Bamsen Øjnene kun lukked
og lod staa til: om Gaardens Port,
hvad eller om hans Bjørnehoved
var af det bedste Tømmer gjort -
et Nu, da var Forsøget vovet!

Det var et Skrald, det var et Brag,
som før ej hørtes nogensinde
paa denne Side Dommedag!
En Kat faldt ned fra Husets Tag
af Skræk, og Hønsene derinde,
som soled sig paa deres Pinde,
fløj op til Husets Dueslag
og dandsed som for Hvirvelvinde;
dog Porten holdt, og Huset stod;
men Bjørnen, som løb Panden mod
og drak den frygtelige Skalle,
var værst dog faren af dem Alle,
thi han slap ej med Næseblod.

Han blev aldeles flad paa Snuden,
og Panden brast, skjøndt den var tyk;
saa mistede han desforuden
det øverste af Hovedhuden,
som Bondekonen, hvem hint Tryk
mod Porten lokked hen til Ruden,
antog for Rytterens Paryk;
kort, Bjørnen dratted paa sin Ryg
og opgav Aanden med en Tuden,
som Lænkehunden selv fandt styg.

At Bonden fik en Vinterfrakke,
en laadden Vams for Regn og Blæst,
sé derfor kunde han sin Hest,
sin raske, lille Nordbag takke.