Bjørnen sidder ved Strømmens Skum
Og rokker og synger: sum, sum, sum!
Han grunder paa i sit lodne Skind,
Hvad ei skulde falde et Menneske ind;
Men Busken sig sagte bevæger -
Nu gjælder det, Bjørn: en Jæger!
Et vældigt Spring da Bjørnen gav:
„Min Ven, du har selv kun ondt deraf!"
Saa trykker ihjel den Jægeren grum,
Og synger som før: sum, sum, sum, sum,
„Jeg sagde dig det jo, Kjære,
Du kunde jo ladt mig være."