Til Stranden skylled op et halvfuldent,
et herligt Billed, Mesterhaanden værdigt.
Man fandt det; Kunstneren var ubekjendt,
man priste det og ønskede det færdigt.

I ædle Træk det bar sin Skabers Aand,
men raat det stod endnu i Marmorblokken.
„Hvo vil fuldende det med Kunstnerhaand?"
Udraaber Fyrsten til Beskuerflokken.

Og Mange meldte sig; de glatted hist,
de glatted her i Nætter og i Dage;
og Alle tænkte de for ganske vist:
det Billed maate blive uden Mage.

Den sidste Politur nu Værket fik,
afsløres skulde det fuldendte Billed.
Igjennem alle Gader Trængslen gik
til Torvet, hvor det blev til Skue stillet.

Og neppe Sløret man tilside trak,
før Mængdens blinde Bifald alt var vundet.
— Der stod en pyntet Nikkedukke. Ak,
det mesterlige Anlæg var forsvundet!

Ikkun en Kjender raabte: „Taaber, sér,
nu er jo Billedet et ganske andet!"
Saa gaar det! Man udsletter Prægets Værd
og kalder saa den slebne Dukke dannet.