Føret var prægtigt, Vejret smukt,
Grønttorvet bugned af Blomster og Frugt.

Den ænsed det ikke, det grimme Spektakel;
den var kjed af Verden — en udlevet Stakkel.

Brudt i Krydset, mager og skank,
med et svagt Forsøg paa at føre sig rank,

holdt den paa Torvet blandt kvidrende Spurve
med Blomster i Potter og Jordbær i Kurve.

Ude fra Haverne havde den bragt
Roser af alleryppigste Pragt,

duftende Jordbær, som nylig var plukkede,
røde Levkøjer, som glimred beduggede.

— Den ænsed det ikke, den „grinte" bidsk,
bag Ørene bar den af Halm en Visk.

Den troede, da jeg vilde kjøbe en Rose,
at jeg vilde stjæle dens Mulepose!

Hvor kunde jeg da fortænke den i,
at den sparkede ud, da jeg gik forbi!

Jeg havde kjendt den i bedre Dage:
sørgeligt var det gaaet tilbage!

Kronen, som var den paa Lænden brændt,
viste, den havde i Hæren tjent.

Dens Navn havde staaet med Ros i Avisen,
det var dengang, den vandt i Væddeløb Prisen,

da i Gentlemansløbet, rap som en Pil,
den klared i otte Minutter en Mil.

Dengang — ja, da var Foden bevinget;
elleve Alen den satte i Springet,

fløj som en Hind over Stok og Sten,
og hvilken Bringe — og hvilke Ben;

Ung og vælig, from som en Due -
Halsen skinnende, krum som en Bue -

Ørene spidsede, Gangen let -
Fyr og Flamme — og aldrig træt!

Smukkere Stridshest end den i Slaget
var ikke sét under Dannebrogsflaget!

Kuglen, som rev dens Herre væk,
gav ogsaa den det første Knæk.

— Nu var den udslidt; den bed og sparked.
Fem Daler den kosted paa sidste Marked.

Hvem skulde nu sé, som dér den stod,
at der flød i dens Aarer ædelt Blod!

Stakkel! man havde den ilde behandlet,
havde den Blodet til Galde forvandlet.

Lidt for Tanden og Piskeslag -
det kan nok give til Verden Nag!

ælte i Mudder i Tørvegraven -
det kan nok gjøre den Frommeste gnaven!

spejle i Dyndet sin Karikatur,
naar man har gjort i Verden Figur!

kjende sig selv i sit Skræmmebilled -
og det saagar paa Hovedet stillet!

det er tungt! ja vist, det gjør Sindet sært.
Gjengjælde Ondt med Godt er saa svært -

svært endogsaa for Menneskeracen,
sværere for et umælende Asen!

„Øje for Øje og Tand for Tand"
var den rette Moral efter dens Forstand.

For den var jo Paradishaven lukket,
gik Livslyset ud, var det evig slukket.

Med os — ja, det er en anden Sag:
vi, som blev til paa den sjette Dag!

— Den nedstammed, sagde man, fra en Araber
og havde sin Stamfaders Egenskaber.

Amagerkonen, som havde den kjøbt,
havde den ogsaa „Araberen" døbt.

Hun forsikred: „Endnu, naar den stak i Galoppen,
da kunde selv ikke Fanden stopp'en!

Styrted den snart, var det ikke saa sært.
Men Skindet var altid Pengene værdt!"

Det skar mig i Hjertet. Jeg nægter det ikke,
jeg betragtede den med mildere Blikke.

Jeg vil haabe, den appellerer sin Sag
til den højeste Ret paa Dommens Dag!