Vandringsmanden:

Bølge, Du grumme, Du stolte, Du vilde,
hvorfor bli'er Du med Et saa stille?
Vind, hvorfor mon Du sagtnes nu?
Fugl, hvi sidder saa rolig Du?

Fuglen:

Menneske, ser Du ej Solen dale?
Hvor kan Du spøge og larme og tale!

Fuglen stille paa Kvisten sad,
stirred i Aftenrøden glad;
neppe sig rørte et Blad foroven;
Vandreren gik sin Gang gjennem Skoven,
og da han kom til Markens Led,
hilste ham Bonden mildt: Guds Fred!