Hver en Smaafugl blunder
i den dunkle Lund,
med sit Hoved under
Vingens bløde Dun;
hellig Taushed throner
over Mark og Vang;
fra det Fjerne toner
kun en Vandrers Sang.

Trættet af sin vilde,
stolte Kæmpegang,
Bølgen nynner stille
paa sin Aftensang;
Bugten mod den strækker
Blomsterarme to,
som et Barn den lægger
sig deri til Ro.

Ogsaa jeg vil følge
Længslen i mit Bryst,
som den vilde Bølge
søge Fredens Kyst!
Vidt, min Sjæl, Du flakked
uden Ro og Rist.
Nyd da nu en stakket,
ak, kun stakket Frist!