I Landsbyen gaaer det saa lystigt til,
Der holdes et Bryllup med Dands og Spil;
Der drikkes Skaaler i Viin og Mjød,
Men Bruden ligner en pyntet Død.

Ja død hun er for sin Hjertenskjær,
Thi han er ikke som Brudgom her,
I Krogen han staaer med Sorgen sin,
Og spiller saa lystig paa Violin.

Han spiller til Lokkerne blive ham graae,
Han spiller saa Strængene briste maae,
Til Violinen, med Sorg og Gru,
Han trykker mod Hjertet reent itu.

Det er saa tungt, saa knusende tungt,
At døe mens Hjertet endnu er ungt!
Jeg mægter ei længer at see derpaa!
Jeg føler det gjennem mit Hoved gaae.

See, Mændene holde ham fast i Favn -
— Men hvorfor nævne I mig ved Navn?
Vor Herre bevare Enhvers Forstand!
Jeg selv er en fattig Spillemand.