Frøet Liv Alherren giver,
Spiren sprænger sine Baand;
Naar den da med Mildhed bliver
Pleiet af en sikker Haand,
Staaer den kraftfuld, reen og skjøn,
Skjænker ham sin rige Løn!

Byrdefuldt, men ogsaa herligt
Kaldet monne vise sig,
Men vi stræbe skal saa kjærligt
At forsøde det for Dig.
Dan os da til Kraft, til Dyd,
Og din Løn er salig Fryd.

Lige tændtes ikke Flammen;
Men ved Lærelyst og Flid
Vil vi stræbe tro tilsammen
At benytte Ungdoms Tid.
Styrke Himlen Dig og dem,
Som til Held os leder frem!