Hvor Bøgen helder sin friske Green
Mod Stranden, mens sagteligt Bølgerne trille,
En Havfrue staaer paa tangklædte Steen
Og synger i Aftenens Stille.
See, Havbørn smaa mere ude fra Land
Sig boltre i Tact efter Sangen;
Det klinger med Glasklokke-Klangen,
Hver Gang de kløve det klare Vand.

Den Havfrue kjæmmer sit lange Haar,
Og Perlerne rigt falde fra det som Draaber;
Den Sømand det seer, forude han staaer,
Hans unge Hjerte paa Livet haaber;
Den Havfrue er ham ei Skum paa Vand,
Og Sangen naaer Hjertet og Tanken.
Forstaaer Du hans Hjertebanken?
Hvert Bryst har sit hellige Alfeland!