Vel rødmer Land og Hav ret smukt i Aftensolens Flamme,
Men ak, Maneren, mærker man, bestandig er den samme.
Original er Solen ei, hvad saa den er forresten;
Bestandig staaer den op i Øst, og synker ned i Vesten.
Saa komme Nattens Stjerner frem, men man sig ret maa harme,
De skinne vel, men Alt er koldt, der er ei Liv, ei Varme.
En Nattergal ret snurrigt slaaer sin Trille hist bag Muren,
Men der er ei Methode i, det er jo reent Naturen;
Desuden er den altfor ung, har neppe Duun paa Hagen,
Og havde Sangen ingen Feil, saa sang den nok om Dagen.
Nu staaer da ogsaa Maanen op, og den er ei saa ilde,
Var den dog bare altid rund, og ikke skifte vilde.
Høit skummer Bølgen, men for stærkt, den maa sig moderere -
— Det Hele røber vel Genie, men heller ikke mere!