'Tredje Reeb ind! - - Op at beslaae Mersseilet! -
Ha, alle Djævle, hvilken Nat! -'

*
Nøgent, øde Sted paa Jyllands Vestkyst.
(Det er Nat og Maaneskin; Skyerne jage hen over det oprørte Hav).

En Skare onde Natur-Aander mødes, de leire sig i Sandet.

Den Første.
Her November har sin Throne,
Hvilken deilig Dandseplads!
Storm og Hav er vort Orchester.
Hør dog, hvilket lystigt Stykke!
Mine Been er Hvirvel-Vinde;
Kom, imens de Andre sladdre
Om de natlige Bedrifter.

Den Anden.
Dette Sted især jeg ynder.
Om en herlig Spas det minder!
See I der det løse Qviksand?
Det er flere Aar nu siden,
Men som nu, just i November,
Kom en lystig Brudeskare;
Klarinet og Violiner
Klang heel lysteligt fra Vognen,
Hvor med Silkebaand om Haaret,
Bruden sad, saa ung og deilig.
Med en Taage jeg dem blænded',
I et Nu de svandt i Sandet.

Den Tredie.
Det er kun i forgaars siden,
Jeg mit Eventyr har prøvet.
Nyligt havde Stormen lagt sig,
Havet hvilte som et Klæde.
Stille laae et Vrag derude,
Alt dets Mandskab længst var borte,
Kun en Mand og tvende Qvinder
Endnu stode der forladte,
Men der laae en Baad paa Dækket,
Stor og bred; de der dem satte.
Manden bortskar alle Touge,
Undersøgte Alting nøie,
Haabede, naar Vraget sank,
Baaden, frelst fra Dybets Hvirvler,
Let dem bar paa Havets Flade.*
Men eet Toug sig for ham skjulte,
Livet hang ved dette ene.
Tause sad de, Alt var stille;
Ingen Luftning krused' Havet.
Dybt jeg dykkede, dernede
Jog jeg Hvalerne af Søvnen;
Deres sorte Ryg de reiste
Over Fladen, sprøited' Vandet
Høit i Luften rundt om Vraget,
Hvor de tause Dødsindviede
Dybt og langsomt droge Aande,
Men endnu om Livet drømte; -
Mere Vandet steg i Rummet,
Lystigt hylte det derinde.
- Vraget sank, rev Baaden med sig -
Bølgen steg i vilde Hvirvler,
Sydede i store Kredse.
Saa blev atter alting stille,
- Ingen seer hvad Dybet gjemmer.
Ingen veed om Skibets Skjæbne;
Bange vente de der hjemme,
Uger, Maaneder og Aar,
Medens Hvalens sorte Finner
Slaae de hvide Dødningben.

Den Fjerde.
Intet stort Du der udretted',
Nei, hør kun, hvad jeg har gjort. -
Nær ved Genfersøens Bredder,
Hvor lavinen laa paa fjeldet,
Purpurfarvet smukt af solen,
Svang jeg mig i Aftenskumring.
Dybt i Dalen alt var Stilhed;
Ingen Luftning rørte Træet.
- ved den lille, lave Hytte
Sad en tre Aars Dreng og leged'.
Hæslig var han som en Engel!
Brune øjne, smil paa Kinden -
Se, nu kom en mægtig Rovfugl,
Der paa sine sorte Vinger
Rask slog ned og greb den Lille.
Højt den skreg; han fløj med Byttet.
Moderen kom ud fra Huset.
Uden Ord og uden Stemme
Stirred' hun med Dødens Blikke.
Først den satte sig paa Taget,
Fløj saa op ad Fjeldets Side;
Hvilte der, til hun var ved ham,
Atter fløj han da - ha, glæde!
Længer kunne hun ej følge -
Mellem Graner, Sne og Skyer,
Sad han i sin stolte Rede;
Slukked Øiets Stjerne-flamme,
Leged' med de gule Lokker,
Drak de varme, friske Draaber,
Og istemte højt sin Sang. -
- under Reden laa et Snelag.
Ved min Aande blev det løsnet,
Thi jeg bævede af Lyst,
Og den lette Snebold trilled',
Svulmede til en Lavine,
Skjulte Hytten dybt i Dalen,
Hvor den bange Moder drømte,
Hendes mindste Barn laa trygt.

Den femte.
Dorske vagabonder er i.
Ikkun ét - ét eventyr?
Nej, som snogehammen broget,
Maa det med Bedrifter veksle.
Med den blege Maanestraale
Leged' jeg i Midnatsstunden
Om hver stærk og saftfuld Urt,
Suged' Kræfter op af Jorden,
Lagde Gift i Rod og Blade,
Krydret med mit Flammekys! -
Højt imellem Norges Fjelde
Traf jeg paa en Trup af Ulve;
Jeg med Vinterkulden slog dem,
Drev dem bort med Storm og Hagl,
Fra hvert Rov, de kunde finde,
Og de kom til Bondens Hytte;
Let blev Pinden brudt fra Døren,
Der var ingen Folk i Stuen,
Kun en Unge laae i Vuggen,
Ret en deilig Ulvebrad.
- Ene, i den dybe Granskov
Sad en Pige, hun var deilig!
Alle kaldte hende dydig.
Med en nyfødt Lille sad hun,
Væded' ham med Kys og Taarer,
Men fortvivled' over Skammen;
Selv jeg fandt, det klædte ilde;
Derfor, som en Hvirvelvind,
Greb jeg en af Skovens Graner,
Knuste den i mine Arme,
Snoede Barken til en Strikke,
Kasted' den for hendes Fødder, -
Og den gjorde herlig Nytte. -
Barnet grov' vi ned i Mosen -
Nu er Pigen atter dydig.
Derpaa gik min Vei til Havet,
Jeg blev Bølge mellem Bølger.
Stormen Steg, der kom en Snekke,
Fire Mand, en niaars Gut,
Var Besætningen derinde,
Gutten gik just i Kahytten,
Men de fire Mænd var' oppe.
Som en Braa-Sø jeg mig reiste,
Gjorde ryddeligt paa Dækket.
- Nu er Drengen ene Herre,
Skibet gaaer for Storm og Vinde.
See, nu kommer da det Sidste,
Skade, det er ei det Bedste! -
Nær ved Edinburg jeg landed';
Useet, sneg jeg mig i Hytten,
Hvor den syge Moder blunded'.
Hendes Søn, en ni-aars Dreng
Sad med Bibelen og læste;
Men da Søvnen qvæged' hende,
Taug han stille, folded' Haanden,
Saae paa hende fromt og barnligt.
Som en Luftning greb jeg hurtig
I det lette Senge-Omhæng,
Lod det kysse Lampe-Flammen.
Snart det blussede. Jeg brændte
I den røde, vilde Lue!
Drengen styrted' ud af Huset,
For at søge Hjelp for hende. -
Udenfor - et lystigt Møde!
See, der stod' to vilde Knægte,
Muskelstærke, klædt, i Pjalter,
Efter Bytte kun de lured';
Og de greb og qvalte Drengen,
Bragte Liget hen til Lægen,
Der betalte med Guineer,
Thi han fik et smukt Kadaver.
Men igjennem Hyttens Rude
Løfted' jeg min Flamme-Vinge,
Hvirvled' Røgen høit mod Skyen
I den maaneklare Nat.

Den Første.
Ha, jeg hører gjennem Stormen,
Hører gjennem Havets Brænding
Hist fra Hytten Fredens Toner.
Hør, den gamle Qvinde synger!
Gid jeg kunde blæse Psalmen
Ud af hendes fromme Hjerte.
Dorske Bølge, reis dig mere!
Ryst November-Storm din Vinge,
At jeg hendes Sang ei hører.

Psalmetoner fra Fiskerhytten.
'Vor Gud lod en Rose opskyde,
Alverden burde sig fryde;
Men mangen har aldrig fornummen,
At Rosen til Verden er kommen.

Ak, søger de ydmyge Steder,
I Støvet, hvor Frelseren græder,
Saa faae I vor Jesum i Tale,
Thi Roserne voxe i Dale.

Lad Verden mig Alting betage,
Lad Tornene rive og nage.
Lad Hjertet daane og briste,
Min Rose jeg aldrig vil miste!' **

De onde Aander.
Fæle, frygtelige Toner!
Kom, vi vil' som Hvirvelvinde
Stige i Novembernatten.
Men først her en Daad vi øve;
Vi vil lægge os paa Bølgen,
Suge Taage op af Havet,
Sprede denne rundt om Kysten.
Da den stolte Søemand gruer,
Mens paa nye Eventyr
Hver gaaer hen, hvor bedst ham synes.

Den Første.
Jeg vil rase vildt i Skoven,
Rykke Træer op med Roden;
Hvirvle Bladene mod Skyen;
Hvidske Mennesket i Hjertet:
'Efter Løvfald kommer Vaaren,
Bringer atter grønne Blade;
Derfor Du, naar Hjertet isner,
Troer, en nyfødt Vaar Dig venter.
Slægter fødes, Skoven grønnes,
Men husk paa det Løv, som falder,
Aldrig dette grønnes mere.
Det er kun i nye Slægter
Livet groer for Evigheden'.

Den Anden.
Jeg vil flyve ned til Sjælland,
Jage Fuglene fra Skoven,
Skræmme dem, at hæst de skrige;
Da vil Bonden i sin Hytte,
Grue for den vilde Jæger,
Det er Waldemar som jager!

Den Tredie.
Ja, ved Vordingborg i Taarnet
Hyler jeg med Natte-Blæsten
Gjennem Murens dybe Revner.
'Kongen har ei Ro i Graven!'
Hvisker da den bange Fisker,
Og med Eet han bli'er gudfrygtug,
Mens han seiler over Bugten.

Den Fjerde og Femte.
Kom, vi flyve op paa Heden,
Der en lystig Fest vi feire!
Nu i Finnerup de sove.
- Luftens Taage vil vi forme
Til en gammel gothisk Kirke,
Ret som den, der fordum stod der.
Døren aabne vi til Laden.
Jeg vil være Dannerkongen,
Erik Glipping. Du er Ranild.
Luftig' lette, skabt' af Taage,
Stige vi som deres Aander.
Tingen kjende vi til Grunden,
Selv vi vare med ved Legen,
Og har siden tidt af Bonden
Hørt det i hans gamle Vise.

'Lukked' Du Ranild den Dør med Stang,
Som jeg Dig dertil troer?
Undsagt mig har Marsk Stig engang,
Mindes Du vel hans Ord.

Jeg sætter for Døren Pind og Stang,
Og dertil Bjelke hiin tykke,
Ikke fødtes af Qvinde den Mand,
Der skal den med Hænder oprykke.

Viben vil værge for hver den Sted,
Som udi Marken mon staae,
Hun kan ei værge den lille Tue,
Som hun skal bygge paa.

Det var ei anden Pind eller Stang,
Som monne for Døren staae,
Det vil jeg Eder sige for sandt,
Det var kun to Halmstraae.

Det var ei anden Bjelke tyk,
Som han for Døren opreiste,
Det var et Halmneeg let og blødt,
Som Veiret strax frablæste'.

Ja saaledes klinger Visen!
Saadan var det, maae vi sande,
Kaade Trolde lystigt spøgte;
Een var Straaet, Een var Neget,
Det var Pinden, det var Bjelken. -
Men afsted! - Nu er jeg Kongen!
Bedst Du forestiller Ranild.
Og I Andre, som vil følge,
Vorder Taage! kom som Munke,
Mens bag Kappen Sværdet blinker.
Saadan vi den glade Blodnat,
Vor November-Farce spille,***
Mens en Natmand med Familie
Gaaer i Storm og Blæst paa Heden,
Og forfærdes, naar han seer os
Kogle i den vilde Midnat.

(Det oprørte Hav. - Et Skib flyver frem i Stormen).

Kapitainen (giver Befalinger).
Tredie Reeb ind! - - Op at beslaae Mersseilet! - ha alle Djævle, hvilken Nat!
(Skrig af Passagererne).

Kapitainen.
Ryddelig Dæk! - For Satan, hvilken Taage! - holla! ikke legere ! - - heis Storm-Aben!

Bølgerne.
Menneskeaand, som byder os Skranke,
Ha skjælv bag den skjøre Planke,
Frygt den sorte, skummende Sø,
'Du skal døe!'

Kapitainen.
Kap luv Mesans Vanter! - ha, rør jer Gutter! - - Vi drive ind! - op med Roret!

Skrig af Matroser.
Vi sidde fast - Søen gaaer ind i Rummet! Herre Jesus! vi forgaae.

Don Juan.
Mephistopheles! jeg synker!

Mephistopheles.
Grib min Haand! Paa denne Planke
Vi paa Bølgen ride Ranke.
Gjennem Brændingen Du stiger,
Frelst, til Kystens smukke Piger,
Og paa Skrækken Dig fornøier.
Alt er kun November-Løier.
Den ei Aarets Død forkynder.
Ballet er det, som begynder.
Stormen her er Musikanten;
See, hvor lystigt Dandsen gaaer!
Seent først Vintergubben staaer
Kold og hvid, som Kommandanten.

(De drive i Land)..