Sceptret, ikke det paa Thronen,
Det der viser os Nationen,
Brænder tidt, som Faklen ned.
Aandens Rigdom ene gavner,
Alt det Andet gaaer, som Avner,
Veires bort før Du det veed.
Trende Flammer nyligt brændte;
Mon Betydningen Du kjendte?
Saae Du vel hvad Haanden skrev?
Hvad der var Nationens Første,
Det den ansaae for det Største,
I et Nu et Intet blev.
See mod Østens store Rige,
Der hvor Folkefærd fremstige,
Villiesløs ved Hersker-Bud!
Under Fyr og Palmeskygge
Adel der og Vorned bygge,
Czaren er en jordisk Gud!

Hvor den rige Sumpstad kneiser,
Stolt Paladsets Pragt sig reiser:
Billedet paa jordisk Magt.
Men see! Flammen slaaer fra Taget,
Alt er Ild, Du hører Braget,
Vældens Glands i Gruus er lagt.
Kom mod Vest, hvor Seinen flyder,
Livet sig i Farver bryder,
Øieblikket Mængden nyder,
Til Theatret vil vi gaae;
Skuespillet her er Sjælen,
Ordet dristigt, Sangen kjælen;
Czarens Slot er ei det Største,
Nei, Theatret er det Første,
Der Nationen selv sig saae.
Ildens Knittren Øret kjender:
See, det rige Flitter brænder,
Ja, det andet Blus er tændt.
Under Himlens Tabernakel
Glædens Scepter, som en Fakkel
Snart til sidste Gnist er brændt.

Kom, vi seile over Søen,
Vort Karthago er paa Øen,
Tidens Væverstol vi see,
Og en Jomfru holder Spolen,
Smiler bagved Væverstolen,
Rød, som Rosen, hvid, som Snee.
Rundtom Mylren og Beregnen;
Som en billedlig Betegnen
Kneiser i den rige Havn
Stolt en Guldkalv, som man kranser,
Alt Europa om den dandser,
Børsen kaldes den ved Navn.
Vil for Støv Du knæet bøie,
See det styrter for dit Øie,
Ilden lægger det i Gruus.
Trende Flammer har Du skuet,
I en Treklang, saae Du lued
Hver Nations det første Huus.
Føler Du ei, Stor og Liden,
Poesie der er i Tiden,
Dyb Betydning Tanken faaer.
Her er intet Spil af Kræfter,
Nei, naar Du kun tænker efter,
Flammeskriften Du forstaaer:
Hvad characteristisk throner,
Præget paa de tre Nationer,
Hvad de kalde vil det Største,
Hvad de nævne som det Første,
Blev en glødende Ruin.
En usynlig Haand alene
Skrev sit understærke: „mene
Mene tekel upharsin!".