Da Oltid kun var nyfødt Skum paa Tidens stolte Vove,
Laae Jylland, som et Vildnis stort, med dybe, sorte Skove;
Een Skov det hele Land kun var, hvor stolte Ege groede,
De stærke, tykke Grene fast sig om hinanden snoede;
Og Ørnen bygged' Rede her, og Ulven grov sin Hule,
Men ingen Snekke gled endnu forbi mod Nordens Thule;
Og intet Øxeslag der faldt, en Dæmring laae der inde,
Og Secler svandt, før Skoven saae sin første Mand og Qvinde.
Den vilde Kraft fandt her sit Hjem, Naturen stod ei ene,
Og Fuglene saa lystigt sang fra Skovens grønne Grene.
— Men dybt fra Havet Taagen steeg, saa skarp og dog saa stille,
Den slukked' Solens Ild, man saae ei længer Straalen spille.
Da isned' Blomst og Græs og Krat, selv Skovens stærke Stammer,
Og Bølgen steeg og kjæmpede mod Jordens rødblaae Flammer.
Med Hyl sig styrted' Skovens Dyr, fortvivlet ud i Havet,
Og Mennesket drog fra et Hjem, som Bølgerne begraved'.
Den vilde Jordbrand angreb Alt, hver Fugl, hver Rovdyr døde,
Som Lava damped' Ahlen. — — Alt i Secler var et Øde.
Da voxte Lyngen høi og sort, med fiolette Blommer,
Med Skove Landets Østkant stod, smukt i den varme Sommer,
Og Fuglen kom, med lystig Sang, og byggede sin Rede,
Og Mennesket et Eden fandt, her bag den sorte Hede;
Og Kjæmper færdedes og faldt — og Troskab fandt sin Arne,
Og Sangeren var Folket kjær, det lære vi af Hjarne.
Paa Heden holdte Kongen Ting, og Hornet kaldte sammen,
Saa manget kraftigt Ord blev talt, og Natten svandt i Gammen; -
Og hele Slægter svandt, som den, med deres stolte Drømme,
Men Maanen seiled' taus, som nu, paa Tidens Vexels Strømme.
Den saae dem plante Christi Kors, den hørte Munkens Sange,
Mens Bølgen brødes, end som nu, mod Skagens hvidgraae Tange.
Den saae hiin stolte Ridder-Tid, den saae dens Borge gløde,
Den saae Niels Ebbesen, som Helt, for Danmarks Frelse bløde. -
— Den lyser endnu bleg og rund, som Tidens store Øie,
Paa Jyllands skovbekrandste Kyst og lyngbegroede Høie,
Seer Vesterhavet med sin Storm, der kuer Egens Grene,
Mens Fredens Blomster voxe smukt om Heltens Bautastene