Hæv Dig vor Sang! her synger Stort og Smaat,
Har man kun Røst, paa den megen gode Spisen!
Blæse være Røsten! er bare Hjertet godt,
Man kan indvortes følge med i Visen!
Hjertet slaaer Tact og Øiet leer,
Her Ingen er, som fordrer meer!

Rosenhækken har Geburtsdag i Guds Sol,
Roserne dens Børn, de drikke Dug og nikke.
Hver har sin Stilk, vi sidde paa en Stol,
De dufte, men vi Andre vi drikke,
Alle synge samme Skaal i Chor:
Din Skaal, Du kjære Bedstemo'er!

Skjænd passer ei, og dog vi skjænde maae,
Fødes i November, det er ikke rigtigt!
Det er jo umuligt at vi kan Blomster faae!
Til en Fest er Blomster noget Vigtigt!
Nu maae vi binde en Tone-Bouquet,
Dog Hjertets Sang er aldrig slet!

Blomster har Du selv i Hjertets Mindebog,
Blomster, som kan Sindet styrke og fornøie.
Dengang Nattens Sky hen for dit Øie drog,
Stærkt og klart saae dit indre Øie!
Skyen tager Flugt! — dog nok er sagt,
Du os forstaaer: Skaal Solens Pragt!

Der boer i hvert et Bryst, som elsker ret,
Toner, som ingen Digter kan udsige;
Han kun peger hen — men vi, vi føle det,
Det er Summen fra Kjærlighedens Rige!
Hjertet har seet da Skyen laae
Hjertet vil og vor Sang forstaae!