Hun var en Qvinde af et sjeldent Værd,
Det Skjønne med sit Hjerte hun omfatted',
Skjøndt gammel, fulgte hun de Unges Færd,
Det Gode i det Ny' hun kjærligt skatted'.

En riig Erindrings Sum var hendes Skat,
Den ruster ei, og evig vil den være.
I Jorden er nu hendes Kiste sat,
Men selv hun er hos Gud og sine Kjære.
Saa tro vor Tanke gjennem Rummet seer,
Hist samles vi og skilles aldrig meer.