Den stille Uges Sørgetid
En Skat af Tanker bærer hid:
Christ gav sig hen for os, vi veed,
For Sandheden han Døden led,
Korsfæstet blev Uskyldighed.

Paa Tornekronen Blodet sad,
Mens han for sine Fjender bad.
Hvo ligner ham og gaaer hans Spor?
I den just Livets Rose groer,
Og Den er salig, som ret troer.

Du stille Uge smerteriig,
Fryd straaler fra din Sørgeflig!
Med ydmygt Sind vi knæle ned:
Et Intet i Guds Herlighed,
Og dog stor i hans Kjærlighed.