En Sprøite har vi faaet nu,
Der sprøiter saa det er en Gru!
Vor hele Bye er sjæleglad,
Den evig see paa Sprøiten gad,
Og paa dens store, tykke Straale;
Men Sprøiten kan det ikke taale!

Ak, hvor den Sprøite er os kjær!
Den er jo alle lige nær!
Og baade Pige, Dreng og Svend,
Faae Lov at gaae paa Torvet hen,
Thi der er Tromme jo og Fløite,
Hver Gang vi prøve med vor Sprøite!

Ved Raadhuus-Døren sidder ned
Den hele, høie Øvrighed,
Og alle Byens Damer staae
I Vinduet og see derpaa,
Mens Drengene af Glæde skraale,
Og vandes af den store Straale.

Den Sprøite, ja den Sprøite her,
Den sætter Liv dog i enhver!
Selv jeg, saa tidt jeg Sprøiten seer,
Det er, som Hjertet i mig leer,
Jeg glemmer Trommen selv og Fløiten,
Thi al min Tanke er i Sprøiten!