Lad Verden tee sig nok saa lærd, foruden som forinden,
Naar først Cometen viser sig, den ryger dog af Pinden.
Saa seer man, den er ei solid, men saa er det for silde,
Nu lapser den sig alt for fælt, og derfor gaaer det ilde.
Ja, hører nu, hvordan det gaaer, og hvad der snart vil hænde,
Thi siden faae vi neppe Tid, at see paa Verdens Ende.

— Omtrent naar Tappenstregen slaaer,
Naar Vægteren paa Gaden gaaer,
Og synger høit mod Skyen,
Mens Flyveposten flagrer over Byen,
Da viser sig Cometen stor og rød,
Men hver Mand troer: „O det har ingen Nød,
Den gaaer nok over!"
Selv Byens Magistrat med denne Tanke sover.
— Men ak! Cometen kjender ei til Hvile,
I hvert Minut den løber hundred' Mile;
Den mod vor Jord fremrykker,
Men slaaer os ikke lige strax i Stykker,
Nei, den gjør os en anden stor Fortred,
Den ta'er vor Jord paa Slæbetouget med.

„Ak!" sukke gamle Folk, og falde hen i Daanen:
„Hvi løb den ikke heller af med Maanen!"
— „Und immer weiter, hop, hop, hop!"
Vi fare Alle i Galop;
Men at vor Jord saaledes galoperer,
Just ei generer,
Man holder meget jo af Galopade,
Paa Baller, som paa Østergade;
Man kjender Touren, holder let Balancen;
Men Jorden — ak! den taber Contenancen.
Ved disse nye Spring
Den glemmer reent at dreie sig omkring.

Fra Maribo man hører Klager,
„Som Mange megen Skræk indjager;"
Man mærker, det er ilde fat,
Cometen bli'er i Bladet sat.
Men ak! den løber dog afsted,
Og Jorden — ja, den løber med.

Da mærker man, selv hos det mindste Noer,
At Dandse-Organet i Hjertet boer,
Thi Hjertet hopper fra Bryst til Hals,
Som i Wiener-Vals.
— Snart er' vi Solen ganske nær,
Af Hede tabe vi vort Veir;
Enhver gjør Vind — men ak, for lidt.
Med de bekjendte korte Trit,
Og Arme, som Græshoppe-Been,
De unge Damer løbe hver og een,
Gjør Vind paa Gaden op og ned,
Men Luften bliver lige heed.
— Tilsidst vi Solen dog passere,
Men mange fede Folk crepere,
Og Bladene, ak ja! — de komme slemt tilkort,
Thi alt hvad Vand er, tørres ganske bort.

Men lad det gaae med Verden som det vil!
Man vænner sig dertil.
Snart gaaer enhver til sine gamle Skikke,
Man frygter ikke,
Man holder Baller, drikker Thee og snakker.
— Jeg takker!!!
Men ei Cometen falder os i Talen;
Tilsidst faaer den dog Lyst at røre os med Halen,
Men neppe er det skeet,
Saa gaaer det galt med Jord og med Comet;
O, kunde vi Halen dog englisere,
Saa skulde vi ikke saa brat crepere!
Betænk, hvilken „fürgterlig Ildebrand,"
— Fælt sprutter Jorden af polemisk Vand,
Men ei det nytter, den gaaer reent itu,
Men kan det trøste, nu
Saa gaaer det ei Cometen meget bedre,
Thi den og vi med Alt gaae da til vore Fædre. -

O hvilket Virvar dog i vor Natur!
I Nakken faae vi den chinesiske Muur,
Ja Rundetaarn og selv Theatret vælter,
I Taschenbücher man paa Gaden ælter,
Og tænk en Gang — de brænde!
Nu hører man et Knald, og saa har Verden Ende. -

Men som en Phønix, mærk mit Ord,
Snart af Cometen og vor Jord
En Klode danner sig paa ny,
Med Folk og Fæ, med Mark og By;
Men deres Storhed ei vi fatte,
Mod dem er' vi kun Padehatte;
Forstanden tred've Grader naaer,
(Mod dem var Plato selv et Faar).
De skrive, skrive, og studere,
Spadsere
I Luften, grave dybt i Jorden,
Da finde de baade i Syd og Norden,
Ret tydeligt Spoer af en Verden før,
Og det er vores, som det sig bør.

Man finder Folk — ja hele Lag,
Med Ordner baade for og bag,
Men man tør ikke Personerne røre,
Thi de ere skjøre. -
Ja, hvad som findes, selv mindste Kat,
Betragtes strax som en gylden Skat.
Saaledes Kjære,
Vi komme engang i Agt og Ære,
Faae Plads paa Museet, i Kirke og Slot;
Som Antiqviteter de os vil vise;
O lader os alle Cometen prise!
Naar Enden er god, er jo Alting godt!