Skal vi ustridig hist
Guds Himle-Bryllup gieste;
Taalmodighed maae vist
Sin Agt paa Maalet feste.
Saa bærer den en Byrde,
Som Kiemper kunde myrde.
Jo større Trang, jo meer
Den stift til Enden seer.
Da tæller Vandrings Mand
Hver Dags fuldendte Mile.
Erindring om hans Land
Er alt forud en Hvile.
Jo meere han har døjet,
Og Rejse-Furer pløjet;
Jo nærmer ved sit Hiem,
Jo frisker gaaer han frem.
Velan! vi veed, hvorhen
Den korte Vej os leder.
Vi vente ham igien,
Som os et Sted bereder.
Vi gaaer nu giennem Moser,
Nu Haver fuld' af Roser,
Alt lige meget, naar
Vor Drift til Himlen gaaer.