Seer dog de blodige Strømme, som rinder
Under Hudstrygelsens mordiske Slag;
Strimer, som Furer af Plove, man finder
Efter hver Stridsmands dybt saarende Drag,
Da den, der vældigst kan hugge, han vinder
Alle Tilskueres største Behag.
Saadan blev Plaster bereed, som forbinder
Al slags beængstet Samvittigheds Nag.
Kom kun du bange, hvad er her for hinder?
For os at lide det var jo hans sag.
Seer dog de blodige &c. &c.

JEsu, o Kierlighed uden al Ende!
Jeg var jo med dem, som sloge dig blaae.
Min Uretfærdighed gav dem i Hænde,
Hvormed de skulde dig slide og slaae.
Men hvor begynder mit Hierte at brænde,
Naar jeg alvorligen tænker derpaa:
For mine Lenker til Frihed at vende
Vilde du bunden for Pidskerne staae.
Ja, til at klæde og pryde din Fiende,
Lod du dig villig som levende flaae.
JEsu, o Kierlighed &c. &c.
Lammet, som slagtet er grusom og længe,
Bære al Ære i Evigheds Sal!
Jeg, som fortiente at lade mig slænge
Hen udi Hinnoms blod-tørstige Dal,
Seer i hver Draabe og Vunde og Flenge
De mig fortiente Lifs Floders Chrystal;
Sanker i Klippens dybt hulede Giænge
Guldet, for hvilket mig himlen er fal;
Kysser de Druer i Pidskerne hænge;
Længes at siunge blant helgenes Tal.
Lammet, som slagtet &c. &c.