O! kiære siæl, som bliver ey
Ret længe her paa jorden,
Forstaae dog livets rette vey,
Og salighedens orden.
Gud Fader, Søn og Hellig Aand
En evig Gud vi ærer,
Som alting med sin Almagts haand
Har skabt, og alting bærer.
Han skabte adam og hans brud
I siælene saa klare,
At ingen nu kand tænke ud
Hvor deylige de vare.
Guds billedes fuldkomne glands
Var dem i hiertet givet,
Høy viisdom i forstand og sands,
Og hellighed i livet.
Men adam blev for Gud forvendt
Med eva til at synde,
Og dermed have de fortient
Guds evig vredes brynde.
Vort hele kiøn har adams sind,
Enhver er ond, som fødes,
Og skyldig til med satan ind
I helvede at stødes.

All verden er i sin natur
Til evig pine skyldig,
I verden fandtes ingen kuur
Mod denne skade gyldig.
Da ynkedes i evighed
Gud over verdens plage,
Og sendte selv sin søn herned,
Vor jammer bort at tage.
Guds søn til vores glæde lod
Sig af en jomfrue føde,
Og giorde for al verden bod,
Da han paa korset døde.
Saa vil nu Gud for Jesu død
Sig over os forbarme,
Ald verden tage i sit skiød
Og milde naades arme.
Men da maae ingen meere hen
I verdens lyster rende,
Men skal derfra til Gud igien,
Og grundig sig omvende.
Den Hellig Aand tilbyder ved
Sit ord og sacramente,
Guds naade, kierlighed og fred,
Som Jesus os fortiente.
I dem han virker kiendelig,
Som ey mod naaden stride,
Den troe, som altid holder sig
Til Jesu saar og side.
Da leve slige siæle ey
I verdens lyster meere,
Men lade sig paa livets vey
Ved ordets lys regiere.
De elske Gud af hierte-rod,
De elske deres næste,
Og naar dem nogen staaer imod,
Da søge de hans beste.
De vaage, stride, hvor de gaaer,
Mod hiertets onde tanker,
Og Jesu pine, blod og saar
Er deres faste anker.
Enhver, som nu saaledes troer,
Og ey fra Gud vil vige,
Han faaer, saa lyder Jesu ord,
I sandhed himmerige.
Men hvo som ey vil vende om,
Og lyset ey vil kiende,
Skal bære vredens svaare dom,
Og evig, evig brænde.
Hielp, søde Gud! at alle ind
I naadens orden træde,
At gaae i aandens reene sind,
Til evig fryd og glæde.