O Jesu, min brudgom, livsaligste ven,
Jeg veed nu ey hvor jeg for glæde skal hen,
Min nød er forsvunden,
Jeg haver dig funden,
Den livligste time er kommen igien.
Jeg ligger ved Jesus hans bryster saa tæt,
Og bliver af kierlighed drukken og mæt,
Med honning og sukker
For sielen han klukker
Og giør mig mit hierte saa lystigt og let.
Jeg er nu ey meere, min kiereste min,
Jeg gandske, med alt det jeg haver, er din,
Din kierligheds iver
Mig fører og driver,
Til hvad jeg skal giøre, som kraftigste viin.
Hvad skiøtter jeg derom, at andre de lee,
Og mine bekiendte mig sure ansee,
Bort venner og frender,
Som JEsum ey kiender,
Vi kiende og derfor hverandre ey meer.
Men kommer, I fromme med glædelig røst,
Her har vi den kilde, som giver os lyst,
Op! lader os siunge,
Med hierte og tunge,
At hiertet kand springe i alles vort bryst.
Din kierlighed haver mit hierte giort saar,
Hun tænder og brænder, som luer i blaar,
Fortærer min jammer
Med hedeste flammer,
Og giver mig glæde, som ingen forstaaer.
Trods synden og døden og helvede med,
At nogen nu skulde mig giøre fortræd,
Er Jesus mit hierte,
Hvad skulde mig smerte,
Hvad skulde mig giøre bedrøvet og ræd.
Bort Zepter og krone, i gielde ey meer,
Bort rigdommens prangen med glimrende leer,
Min rigdom og ære
Min JEsus skal være,
Alt andet jeg ikkun for skygger anseer.
Naar skal jeg all verden dog sige god nat,
Mit hierte af livet er meere end sat,
Naar faaer jeg den glæde
For thronen at træde
Dig evig at prise min yndigste skat.