Naar jeg min JEsu piinsels færd
Veemodig giennem vanker,
Er alting vel forundring værd,
Og skrekker mine tanker,
Man spytter ham i øjne op,
Man slaaer hans arme ømme krop,
Ja blaa og blodig banker.
Men dog i sær at dette mord
Ey kunde af ham pine
Det mindste u-taalmodigt ord,
Ja ej engang een miine,
Hvor længe han end maatte staae,
Og lade sig saa voldsom slaae,
Bespytte og begrine.
Pilatus ham hudstryge lod
Det heftigste han kunde,
Betænk, hvor randt det dyre blod
Af hver en riblet vunde?
Hvor kiødet hængte sønderslidt,
Ret som han reven var og bidt
Af vilde dyr og hunde.
Paa korset var hans legem fast
I grusom vee og svie,
Men siælen var i dødens bast,
Han blev dog ved at tie,
Endskiønt han kunde ej engang
I denne korsets nagle-tvang
Sit piinte legem vrie.
Dog at man hans taalmodighed
Desbedre kunde vide,
Hvor svaar den pine var, han leed,
Hvor haardt han maatte stride,
Da skreeg han ud af dødens nat
Det helved-bittre ord: Forlat!
I dødens grumme qvide.

Just i den allerhaardest nød,
Da satan skulde bukke,
Der JEsus fik det sidste stød,
Til vredens ild at slukke,
Da brød hans siæl forfærdet ud:
Hvor kand du saa, min Gud! min Gud!
Din naade for mig lukke?
Der gaaer det løs paa satans magt,
Af højeste formue,
Min JEsu krop var spændt og strakt
Paa korset, som en bue,
Hans raab og skrig i denne kamp,
Det var hans hiertes qvalm og damp
Af HErrens vredes lue.
Det er min JEsu fryde-skrig,
Til satan at bekrige,
Skal helvede ej frygte sig,
Naar himlen selv vil skrige,
Saa blev det og kun knald og fald
Ved JEsu stemmes torden-skrald,
I dødens mørke rige.
Vor løve med sin stærke lyd
Os frelse vil forkynde,
Enhver sig snart med lyst og fryd
Til rov og bytte skynde,
GUds sande kirkes gandske lejr
Skal raabe højt om fred og sejr
I kiærlighedens brynde.
Her raaber JEsus: ud paa vagt
Fra syndens trygge sæde!
Op, op ved JEsu pines magt,
Paa satans hals at træde!
Enhver som har sin JEsum kiær,
Beruste sig med HErrens hær,
Mod verdens lyst og glæde.
Lad stedse JEsu piinsels røst
Mig ind i øret skrige,
At hiertet stedse i mit bryst
Mod verdens lyst kand krige,
Den gift, som JEsu hierte brød,
Kand den en christen være sød,
Det var jo skam at sige.
Og naar din stærke røst engang,
Vil vække alle døde,
Naar englerne med jubel-klang
I fryds basuner støde,
O! lad mig da, o JEsu dig
Med himmel-fryd og glæde-skrig
For dommens trone møde.