Midt igiennem Nød og Fare
Vejen gaaer til Paradiis.
Du maa giennem Torne-Riis,
O du Lammets Brude-Skare!
Du maae over Bierg og Dal,
Hiem til Zions Brude-Sal.
Dog det bliver let at glemme
Første Øjeblik der hiemme.
Ej! saa lad dig intet trykke,
Sulamith! paa denne Jord,
Efterdi den er saa stoer,
Ja forunderlig din Lykke.
Est du dog saa salig her,
Hvor langt meere ævig der.
Faa Minuter om at giøre,
Kan man dig for Thronen høre.
Derfor, Fader uden Lige,
Sendte du din Søn herned,
Til saa stor Elendighed,
Os at vinde Himmerige.
Ham vi favne frydelig,
Og vort Støv skal takke dig
Her og hist med mange mange
Ævig søde Brude-Sange.