Kunde du dog ikke vaage
Med mig lidt en Paaske-Nat,
Da jeg nu i Dødens Taage
Er saa ynkelig forladt?
Har din Kierlighed ej Evne
Til at byde Søvnen Kamp,
Da jeg paa Guds Vredes Stefne
Ryger af en blodig Damp?

Du var før saa rund at love
Nyligen ved Kedrons Bek,
Ja du vilde Livet vove,
Skiønt jeg sagde dig din Brek.
Denne Hede er fordreven,
Kierligheden synes mat,
Førend den engang er bleven
Nær til Prøve-Ilden sat.

3.
Ikke har du, kiære Peder,
Sligt af mit Exempel lært,
Da jeg, for at tiene Eder,
Mine Kræfter har fortært.
Kierlighedens beste Retter
Er at lindre andres Meen,
Næstens Vee og vaagne Nætter
Heder Venskabs Prøve-Steen.
Vaage var dog ey for meget,
Da du mig saa bange saae;
Helst da samme og dit eget
Siæle-Beste gielder paa.
Vaage var det, andet ikke,
Som jeg bad saa saare om.
Selv allene maae jeg drikke
Kalken af Guds Vredes Dom.
Een og ikke mange Timer,
Vagt og ikke Varetegt,
Just den Gang jeg næsten svimer
Under Syndens svare Vægt.
Denne eene og saa ringe,
Ja saa korte Tienest' kand
Aanden ej til veje bringe.
Lampen er kun slet i stand.
Time gaaer, som Skib paa Strømmen,
Og dit Liv gaaer med. Hvordan?
Du est nær ved Havn i Drømmen,
Just da Stormen nu gaaer an.
Ak! Hvor skulde Prøve-Tiden
Bedre vise Troens Magt;
Var her ej saa saare liden
Munterhed paa Bønnens Vagt.
Med mig som i Brude-Skare
Vil du gierne vandre frem;
Men at følge med i Fare
Dertil est du slet beqvem.
Med mig i min Faders Rige
Du jo ogsaa sidde vil;
Men derop ved Kors at stige
Maae du bedre vennes til.
Mig som holt dig før paa Vandet,
Og har altid haft saa kiær,
Burde du til rede standet,
Kephas! Kephas! Du i sær.
Op du Siæle-Vægter-Skare!
See dig nu paa ham i Speil;
Følg hans Fodspor, som de vare
Efter denne Nattes Feil!