Jeg seer dig, søde Lam, at staae
Paa Zions Bierge-Top.
Men ak! den Vej du maatte gaae,
Saa tung, saa trang derop.
O! Byrde, som paa dig var kast,
Al Verdens Skam og Last.
Saa sank du i vor Jammer ned,
Saa dybt, som ingen veed.
Uskyldig Lam! saa ynkelig
Du vilde ofres hen.
Din Kierlighed har bunden dig,
At faae os løst igien.
Du leed og sleed vor Fængsels Baand
Med naglet Fod og Haand.
Du gik som Løve af din Grav.
Vor Død du plyndred' af.
Hvor vrimler nu omkring din Stoel
En Flok saa hviid, som Snee.
Hvert Øje glimrer, som en Soel,
At det Guds Lam maae see.
Det Ord om Lammets Slaverie,
For os, for os at frie,
Giør, mit blant alle Englers Sang,
Endnu den sterkest' Klang.
Tolv gang tolv tusind' har i Favn
Enhver sin Harpe spendt.
I Panden Lammets Faders Navn
Giør al den Slægt bekiendt.
Det gaaer, som sterke Vandes Lyd,
Naar de slaae an i Fryd:
Guds Lam, som vandt os Paradiis,
Dig, dig Lof, Tak og Priis.
Tak Abba! at du var saa god
Mod Adams faldne Kiøn;
Og os til Frelse slagte lod
Din den eenbaarne Søn.
Din prise nu hvert Aande-Drag,
Hvert Hierte-Pik og Slag.
Ja Lam! for al den Deel, du leed,
Tak, tak i Ævighed!