Hvordan takke vi vor HErre,
For Hand gav sin Søn herned,
Mange skiønne Lit diß være!
Paa saa stoor en Kiærlighed,
Deres onde Synde-Lyst
Dekker de med Naadens-Trøst,
Vil af JEsu intet lære,
Og dog sande Christne være.
Vist nock, ingen Siæl fordømmes,
Naar mand paa sin JEsum troor,
Naadens-Kilde aldrig tømmes,
Naaden er og bliver stoor,
Men det er en afsagt Dom:
Siden JEsus til os kom,
Skal mand sig fra Synden vende,
Eller ogsaa evig brænde.
At du vil i dine Lyster
Fare fort, som du er van,
Og dig dog ved JEsum trøster,
Gaar i Evighed ey an;
Kiære Hierte, Et af Toe,
Enten udi Bøn og Troe
Syndsens Vey at fly og hade,
Eller lide Siæle-Skade.
Lyset er i Verden kommen,
Veedstu ogsaa, at du troor?
Har du nogen Tiid fornommen,
At din JEsus i dig boor?
Har Hans Naade-Straalers Krafft
I din Siæl sin Virckning hafft?
Kand du i dit Hierte finde,
At der er et Lyß derinde?
Hvordan gaar mand dog og drømmer
Udi saadan vigtig Sag,
Og i Sikkerhed forsømmer
Naadens dyrebare Dag,
Sagen burde vides vist,
Mens der End er Bedrings Frist,
Evig Evighedsens Tanke
Bør jo vore Sandser sanke.
Bort du Syndsens fæle taage,
Sathans Helved-sorte Magt!
Det er Tiid engang at vaage,
Og at passe paa sin Vagt;
Det er Tiid, at sandse vel,
Og at sørge for sin Siæl,
Det er Tiid, at forekomme
HErrens grumme Vredes-Dome.
GUD, som Lysedt lod opklare
Udi Naadens-blide Aar
Vil og ingenlunde spare
Dem, som samme Lys forsmaar,
Vil du vende Ryggen til
GUD dig fra sig støde vil;
Vil mand ikke Lyset kiende,
Skal mand sig paa Lyset brænde.
Lad din Naades Glantz oprinde,
Søde JEsu, at jeg maa
Derved altiid Veyen finde,
Som jeg bør at vandre paa,
Vær min Formand, at jeg ej
Kommer paa dend brede Vej,
Eller fra dit Foodspor viger,
For jeg indi Himlen stiger.