Hvad ere de christne dog glimrende smukke
Indvortes, udvortes har solen dem brendt,
De frugter, som Jesus dem giver at plukke,
Er dennem allene, ey andre bekiendt,
Hvad ingen kand fatte,
Hvad ingen kand skatte,
Har disse livagtig i siælen befunden,
At være som lyset i mørke oprunden.
Udvortes de synes som palter og klude,
Vidunder for Verden, og englernes spee,
Men inden til ere de deylige brude
Med Jesu i armene livlig at see,
Ja tidernes under,
Som dagligen stunder
Og stræbe kun efter, naar tidden sig ender,
At kysse vor Jesum med palmer i hænder.
De ere vel ellers af Adam som andre,
Og bære den jordiskes billede med,
De vaage og sove, arbeyde og vandre,
Og lide saa vel som de andre fortræd,
I jordiske skikke
I mad og i drikke
Man seer dem ey noget særdeles at giøre,
Kun at de af verdens lyst intet vil høre.
Dog er de af himmelske herkomst og stamme,
Som Herren ved ordet indvortes har fød,
Saa yndig en lue af himmelske flamme,
Opammet i over-Jerusalems skiød.
Guds Engle sig glæde
Blant dennem at træde,
I samqvem at siunge: hallelujah! amen.
Hvor deylig maae dette dog klinge tilsammen.
De ere vel svage, dog verden forsvare,
I himlen de leve, paa jorden de gaaer,
De nyde Guds fred i den yderste fare,
De fattes, og alting, dog har og formaaer,
De kommer i skade
Og blive dog glade,
Udvortes de synes som visne og døde,
Og staaer dog indvortes i deyligste grøde.
Naar engle-basunen hans komme bebuder,
Som er dem og giver dem livet og nok
Da skal de som jordens høyprægtige guder
Til verdens forundring i offentlig flok
Ret synlig regiere
Og evig florere,
I aller livsaligste herlighed blinke,
Naar, verden, din glæde, som aadsel vil stinke.
O! springer i dale og bierge tillige,
Mod solen af himlen, velsignede jord,
Du bærer Guds naades det deylige rige,
Hvor himlenes roser saa hemmelig groer,
Naar dommedag kommer
Begynder din sommer,
Naar deres forborgene levnet fremstiger
Hvor efter med dennem du sukker og figer.
O Jesu! vort lives livsaligste eje,
Den underste verdens forborgene flor,
Hielp at vi udvælge de skiulteste veye,
(Skiønt korset os svier saa sorte som jord,)
Her ikke bekiendte,
For verden forvendte,
Her skiulte med Christo i faderen leve,
Der offentlig med ham i himlene sveve.