Hvad er dog Paaske sød og bliid,
For dem, som kiende naadens tiid,
Og syndens jammer finde,
I JEsu aabne grav vi see,
At alle himle ad os lee,
Og seyers krandse binde,
Den dag,
Vor sag
Og elende
Fik en ende,
Da vor søde
JEsus han stod op fra døde.

For vore synder er han død,
Til vor retferdighed han brød
De sterke dødens porte,
At han opstod, det viser grandt,
At synden, gandske vist og sandt,
Er død og evig borte,
Vor nat
Er plat
Overvunden,
Og forsvunden,
Da vor søde
JEsus han stod op fra døde.
Han er opstanden, det er got,
Den grumme død til evig spot,
Som før saa mægtig bruste,
Han er opstanden, det er vist,
Det sorte riges magt og list
Vor kiere JEsus knuste,
Det ord
Skal, hvor
Jeg maae vanke,
Af min tanke,
Aldrig svinde:
JEsus kunde døe og vinde.
Han er opstanden, det er stort,
Og dermed er en ende giort
Paa all min vee og jammer;
Han er opstanden, det er nok,
Min grav, som var en fange-blok,
Er nu et brude-kammer,
All spee,
Suk, vee,
Dødens fagter
Jeg foragter,
Gravens Hvile
Synes ad mig nu at smile.
Nu er her vey til livets land,
Op alle! følger, hvad i kand,
Vor frelsere og hoved,
Han er opstanden, dette ord
Skal raabes høyt paa denne jord,
Han være evig loved,
Vær glad,
Guds stad!
Alle tunger
Raaber, siunger
Mod hinanden:
JEsus er, han er opstanden.