Hvad blev der liden
Tab paa Tiden,
Tænkte vi paa Dødens Skaal,
Og lod vor Tanke
Aldrig vanke
Fra vort rette Maal.
I Høstens Dage
Faa skal klage
Over Trang paa Tiids Fordriv.
O nej! end sige,
De som fige
Til et ævigt Liv.
Mit Hierte, spar
Den Tiid, du har,
Som er saa kostelig og rar.
Har du i Sinde
Hiem at finde;
Maae du være snar.
Ja, ja! det heder:
Vaager, beder,
Værer rede Dag og Nat!
Fuldfører Striden,
Kiøber Tiden!
Har I Kronen fat?
O giør vi disse
Trin dog visse,
Som vi end tilbage har?
Hvad ligger mangen
Ævig fangen,
Som paa Vejen var!
O vee! saafremt
Det bliver glemt,
Hvor du, min JEsu, var beklemt
I Helveds Hede,
For vor lede
Syndens Leeg og Skiemt.
Nej, dine mange
Elskovs Gange,
Al den Vej du kom og foer,
Nej, aldrig Bruden,
Dem foruden,
Setter Fod til Jord.
Den røde Bane,
Hvide Fane,
Konge-Vej i Himmel-Skye
Hun altid nøje
Har for Øje,
Hiem til Salems Bye.
Viis os forklart
Din Fødsels Art,
Din Død, Opstandels', Himmelfart,
Vor glædelige
Himmel-Stige,
Drag os, hent os snart.