Hør dog, o hør dog den himmelske Vægter,
Du søvnige Jord,
Hører og fatter, I Stammer og Slægter,
Hans liflige Ord.
Eder, i hvem I end ogsaa maae være
Af mennisklig Kiød,
Eder, til ævig Forløsning og Ære,
En Frelser er fød.
Zion! som Edens forgiftige Slange
Saa ofte giør ræd,
Lad ham nu see dig i Troen at prange
Med Jomfruens Sæd.
Synden den leede, vor Ansigtes Blegning,
Paa Midleren falt;
Gielden blev skreven paa Brudgommens Regning;
Og den er betalt.
Amen, Hallelujah! møder tilhobe
Med Harper og Sang.
Hvad som har Aande, mod Himlene raabe
I frydelig Klang.
O den dog allermindst ventelig Naade
Mod arrigste Kiøn
Gav os, i Stæden for Helvedes Vaade,
Sin eeneste Søn.