Halleluja! jeg har
Min Jesum funden,
Hans naades glands er klar
I mig oprunden,
Nu seer jeg veyen til
Guds fryde-bolig,
Nu kand, nu skal, nu vil
Jeg vandre trolig.
Velan! min tiid er knap,
Jeg faaer at rende,
Hvor løbe de i kap,
Som kronen kiende,
All verden vil jeg først
Med et forkaste,
Og som en hiort i tørst
Til himlen haste.
Kun fort paa livets vey,
Oplyste siele!
I maae i sandhed ey
I verden dvæle,
Enhver for Gud sig til
Den sag forpligte,
At vi til himlen vil
Allene sigte.
Al verden er forgiort
I alle sinde,
Og troer: der ey er stort
Hos Gud at vinde,
Det gaaer, som det er van,
I alle hiørner,
Til hun i døden an
Paa dommen tørner.
Da skal hun faae at see,
Hvorfor hun slæbte,
Og efter evig væ
I tiden stræbte.
At hun har giort sig alt
For stor umage,
At legges ned i salt
Og helved-lage.
Det er jo ret nok til
De svine lemmer,
Som jorden have vil
Og himlen glemmer,
Som verdens lysters mad
Og mask udvelge,
Og himlens engle-fad
For intet selge.
I sær er det en spot
Ja mord at kalde,
Naar de som kiendte godt,
Fra naaden falde,
Som hunden til sit spye
Sig graadig vender,
Og vasket soe paa ny
Til sølen render.
Men i, som kiende ham,
Der for os døde,
Og kalde det en skam
Ham ey at møde,
Hvad øyeblik han vil
I brude-smykke,
I faaer i sandhed til
Heran at rykke.

Gaaer fort, og strider mod
De onde tanker,
Som sig i eders blod
Om sielen sanker,
Endog den mindste lyst
Ret at bekrige,
Bekræfter haabets trøst
Til himmerige.
Det er en liden tiid,
Saa har jeg vunden,
Saa er den gandske striid
Med et forsvunden,
Saa kand jeg hvile mig
I rosen-sale,
Og uafladelig
Min Jesum tale.
Mig tykkes, at jeg seer,
Hvor Gud sig fryder,
Naar Jesu kæmper meer
Igiennem bryder,
At det kand ende faae
Med deres plage,
Og hver sin krone maae
Af Jesu tage.
Jeg seer dig nok, min krands,
I himmerige,
For dine perlers glands
Maae solen vige,
Og naar jeg tænker paa,
Hvo dig fortiente,
Saa veed jeg, at jeg maae
Dig vist forvendte.