Guds igienfødde, nye, levende siele!
Møder vor abba i siungende flok,
Herrens nye skabningers liflige siele
Kand i hans lovsang ey øve sig nok,
Lader dog hver sig for faderen høre,
Hvem der hans naade kand deyligst kundgiøre.

Allerlivsaligste, mildeste fader,
Havde vi thronernes stemmer i fryd,
Havde vi englernes miner og lader,
Havde vi cherubims vinger og lyd,
Aldrig vi alle tilhaabe formaaede
Noksom at prise den mindste din naade.
Olde vi vare, og døde som steene,
Haarde i hiertet som marmor og staal,
Det var din mægtigste styrke allene,
Som os fik reddet, og naaede sit maal,
Lod os ved aanden i ordet fornemme
Frelserens levende giørende stemme.

Ach! hvad vi bleve da selsom til mode,
Nu vi ret kiendte fordervelsens stand,
Da vi tilforne ey andet forstode,
End at os feylede ikke et grand,
Stinkede i vor begiærligheds grave,
Da vi formeente dog livet at have.
Naar vi betænke, hvad faderen tænkte,
Da han begyndte at drage os ud,
Da han os livet i midleren skienkte,
Smykkede sielen til frelserens brud,
At han os elskte, os onde saa saare,
Maae vi henflyde i kierligheds taare.
Siuntes end sielen, at smage Guds vrede,
Jamrede saare i fødselens nød,
Det var i sandhed Guds kierligheds hede,
Den som os haver til himlene fød.
Maatte jo hiertet sin jammer dog kiende,
Førend hun vilde til korset sig vende.
Saae man end Sinai mægtig at lyne,
Buldre og tordne af domme-dags skye,
Golgatha blev dog omsider til syne,
Saligheds morgen begyndte at grye,
Da brød hun ud, som af fødselens smerte,
Det af Gud skabte nye levende hierte.
Troen begyndte, den ryggende tave,
Hiertets forborgene, menneskets siel,
Først i en længsel sin Jesum at have,
Og nu all verden at sige far vel,
Synden hun kiendte som stinkende søle,
Da hun fik vrede og naade at føle.
Ach Guds all kierligheds virkning her stræbte
Den i at plante det himmelske sind,
Medens at angestens følelse dræbte,
Hvad ej i Christi forening gaaer ind,
Jesu retferdighed sielen blev givet
Kiødet til døden, og aanden til livet.
Hvo vil nu Herrens udvalde beskylde?
Gud os i Christo retfærdige giør,
Her er i Jesu velsignelsens fylde,
Her er Guds naade og himlenes dør,
Troen brød giennem all angestens pile,
Ind i sin frelseres vunder at hvile.
Aldrig kom englerne saadant for øre,
Før man begyndte Guds harper at slaae,
Det var for dennem saa lifligt at høre,
Himlenes hele forsamling tog paa:
Amen! halleluja! sejren er vunden,
Jesus sit faar det fortabte har funden.
Op da i troende! Herrens udvalde!
Kiender dog faderens kierlige sind,
Hiertens fortrolig ham abba at kalde,
Trænger ham nærmer i armene ind,
Takker for den uskatterlige ære,
At i hans sønner og døttre maae være.
Roser hans viseste tugtelses maade,
Ynder og elsker og kysser hans riis,
Selv sig i verden at føre og raade,
Det er de kiælnes vanartige viis;
Vandrer saaledes, at hver kand fornemme,
Hvem i tilhøre, og hvor i har hiemme.
Skal man af børnene faderen kiende,
Skal vores vandring i lyset bestaae,
O! hvor maae kierligheds lue da brænde,
Overnaturlige sager formaae,
Faderens dyder i gierningen prise,
Naar vi vor fiende velgierning bevise.
O den uendelig inderlig gode,
Hierteste, mildeste, sødeste Gud,
Giører ham vitterlig aldrig til mode,
Følger, som børnene, faderens bud,
Hvad han nu siger, det giører og lader,
Viser, hvor meget i elske vor fader.
De, som den lærdom vil ikke befalde,
Neppe kand taale at høre derpaa,
Regner sig dog iblant Herrens udvalde,
Skiønt de paa vejen til helvede gaae,
Ach! at de vilde dog grundig erkiende
Kiødets fornøyelsers bitterste ende.
Børnene ene for arvinger kiendes,
Det er i himlen all evigheds ret,
Alle de andre, som ikke omvendes,
Deres forhaabning bestaaer sig kun slet,
Det skal de skue med dødningers farve,
Naar de seer børnene ene alt arve.
Hielp os! vor fader i himmelens rige,
Altid at ære dit herligste navn,
Daglig jo meere at vorde dig lige,
Roe i din villies mildeste favn,
Trøst mod vor mangel, skyld, fristelsers plage,
Ja midt i døden din kierlighed smage.