Fryd dig! du JEsu Bruud,
Her er et himmel-bud,
Som lydelig skal sige,
Fra Gud i himmerige,
Dig skal han sterk forkynde:
Du har vor Herres ynde.
Fryd dig! du JEsu Bruud,
Hør buddet nøye ud,
Han siger: vær fornøyet,
GUd har dig høyt ophøyet,
GUds Søn dig selv vil tage
Til hustrue, brud og mage.
Fryd dig! du JEsu Bruud,
Saa stor en HErre GUd,
Saa vældig i sit rige,
Saa herlig uden lige,
Og du, en fattig qvinde,
Skal saadan Brudgom finde.
Fryd dig! du JEsu Bruud,
Nu seer det ikke ud,
Som før i Edens have,
Der alting gik af lave,
Der satan var din lige,
Og helvede dit rige.

Fryd dig! du JEsu Bruud,
Hvor er den regn og slud,
Af vredens grumme torden,
Det klarer op paa jorden,
Thi solen af det høye
Dig vinker med sit øye.

Fryd dig! du JEsu Bruud,
Som seer saa bange ud,
Af sorg for synden trænges,
Og efter naaden længes,
Du! du est just den datter,
Som GUd saa herlig skatter.
Fryd dig! du JEsu Bruud,
Det haver du forud,
At JEsus og hans Fader
Sig selv tilbyde lader,
Og Aandens fæstegaver,
Du til forsikring haver.
Fryd dig! du JEsu Bruud,
Er det din Brudgoms bud,
Da tørst du dig ey klage,
At du mod ney skal tage,
GUd selv sig jo frembyder,
Trods den, der det fortryder.
Fryd dig! du JEsu Bruud,
Men satan spytt og sprud,
Saa længe dig behager,
Om disse brude sager
Imod dit ynske striide,
Du faaer det dog at liide.
Fryd dig! du JEsu Bruud,
Af trængsels hytte ud!
Er det nu tiid at klage
I slige bryllups dage?
Tænk ej paa verdens jammer,
Men paa dit brude-kammer.
Fryd dig! du JEsu Bruud,
Det er den skarpest luud
I satans glubske øye,
Naar du dig ret vil bøye
Til JEsu milde hierte,
At glemme all din smerte.
Fryd dig! du JEsu Bruud,
Mod satans lod og kruud,
Hans glavind, skiold og pile,
Du kandst ad alting smile,
Saa er han overvunden,
Thi JEsus har ham bunden.
Fryd dig! du JEsu Bruud,
Naar der er skrald og skud
Paa Sinai at høre,
Det kand dig ikke røre,
Den dig til brud udvalte,
Han all din gield betalte.
Fryd dig! du JEsu Bruud,
Og siig, at lovens bud
Slet intet har at sige
Mod JEsu naades rige:
Siig, at du est forloved
Med lovens lov og hoved.
Fryd dig! du JEsu Bruud,
Og gak fra verden ud,
I verdens lyst at hvege,
Med dukke-tøy at lege,
Din stand det ey kand lide,
Sæt verden reent til side.
Fryd dig! du JEsu Bruud,
Est du en fadeklud
I verdens spodske øye,
Din JEsus af det høye
Dig desto meer vil ynde,
Det kand jeg dig forkynde.
Fryd dig! du JEsu Bruud,
Og alle dem bebud,
Som naadens røst begiere,
At her er nok og meere,
End de kand alle raade,
Af naade, naade, naade.
Fryd dig! du JEsu Bruud,
Naar det seer ilde ud,
Jo meer du glæde savner,
Jo meer dig JEsus favner,
Hver taar, du her udgyder,
Dig tusind kys betyder.

Fryd dig! du JEsu Bruud,
Naar du gaaer ind og ud,
Og vil dig nogen spørge,
Hvorfor du ej vil sørge,
Saa siig, at du kun vanker
I idel bryllups tanker.

Fryd dig! du JEsu Bruud,
Saa fryder sig din Gud,
Naar du est vel til mode
Ved naadens store gode,
Som sig en brudgom glæder
Ved brudens milde sæder.
Fryd dig! du JEsu Bruud,
Guds engler selv gaae ud
At see den dydens kierne,
Som JEsus seer saa gierne,
Og ynsker dig til lykke
Udi dit brude-smykke.
Fryd dig! du JEsu Bruud,
Og smyk dig mod din GUd,
Din brudgom dig vil hente,
Hver time kand du vente,
At du faaer bud at træde
Til himlens bryllups glæde.

Fryd dig! du JEsu Bruud,
Og tak for dette bud,
At hver en blode-draabe
Kand takke, siunge, raabe:
Hosanna, priis og ære,
Min søde GUd skal være.