Hører dog, I christne-lande!
Merk engang, du døbte Flok!
Førend Vredens stærke vande
Ikke levner steen og stok,
Førend Guds Langmodighed
Ingen mere redning veed,
Før vi sidde fast i snaren,
Og kand ey undløbe faren.

Synde-fulde orme-sekke,
Tidens spot og dødsens rov,
Hvordan løbe vi saa frekke,
Som det vilde fæ i skov,
Sandse ikke, hvor vi gaaer,
Mindre hvad os forestaaer,
Medens alle synder stige,
Over os i himlen skrige.

Veed vi ey vor HErres veye?
Har vi aldrig hørt hans ord?
Har vi ingen siele-pleye,
Ingen HErrens daab og bord?
Vidner vor samvittighed,
At vi ikke bedre veed
End at bruge leve-maaden,
Som saa ringe agter naaden.
Gud har ingen naades gaver
Nogensinde for os spart,
Ordet har vi havt og haver
Det endnu saa riigt og klart.
Kunde andre stæder faae
Smulerne at kysse paa
Af den Man, hvorpaa vi træde,
O hvor skulde de sig glæde!

O! de mange gode dage,
Vi har haft i Fred og Ly,
Medens andre Rigers klage
Gik med angest høyt i skye;
Havde vi dog kiendt vort raad
Af saa mange andres graad,
Og besindet HErrens gode,
Før vi rykkes op med rode.
Nu du gode, fromme, søde
Hierte-Fader milde Gud,
Gik des uden os i møde
Med saa mangt et varsels-bud,
Men din store godheds maal,
Hiertet, blev til steen og staal,
Ondskab voxte uden maade
Ved den falske trøst om naade.
Truer himlen, ryster jorden,
Skrekker hvert et element,
Er vort land af vredens torden
Som i øyeblik bespendt,
Vil da ingen see sig om
Til at give naaden rum,
Vil Gomorra ikke grue,
Før hun staaer i vredens lue.
Endelig er tiden kommen,
Da enhver bekiende maa,
Og i sandhed har fornommen,
Herren vil nu til at slaae.
Luften er det første riis
Til ubodelig forliis,
Vil Gud ikke plagen møde,
Saa er hele landet øde.
Store Gud i himmerige,
Nu kand ingen tvile meer,
Men det hele land maa sige:
Det er HErrens haand vi seer!
Alle skielve maae derved,
Du har ramt det rette sted,
Og kand det os ikke drage,
Er vel intet haab tilbage.
Nu vel an, I HErrens præster,
Skal vi være Jordens salt,
Elsker vi den deel vor Mester
Blodig-dyre har betalt:
Nidkierheds basune fat,
Tordner ind i verdens nat,
Viser Skue-Dal dens byrde,
Hvo der er en ærlig hyrde.
Op da, op i graad at svømme,
Arme synde-fulde land,
Og til evig tiid fordømme
Sikkerhedens fule stand.
Alle synde-strømmes dal,
Hvor og meeneed selv er fal,
Uretfærdighedens sæde,
Op at hyle og at græde.
Gamle, Unge, Arme, Rige,
Kommer, følger, Vender om!
Ja, hvo denne gang vil svige,
Bærer HErrens vredes dom.
Børnene paa moders knæ,
Ja det arme dumme Fæ,
Alle, hver en blode-draabe
Op til Gud i himlen raabe.
Hør, vor Fader, hvad vi bede,
Hør vort skriig i JEsu navn,
Lad os ey forgieves lede
Efter naadens søde favn.
Staa os bi, Guds kiere Søn,
Med din blodig Sveed og Bøn,
At vor graad i dag maa være
Dig til evig priis og ære.