Dig min søde
Skat at møde
Med mit kys og favne-tag,
Og at skue,
Dig min drue,
Er min længsel nat og dag.

Livets søde
Morgen-røde
JEsus giver os sit skin;
Lys og livet
Bliver givet
Dem som gik i mørke trin.
O min lykke,
Fryd og smykke!
Aldrig noksom prises kand,
Dit gemytte,
Som vil flytte
Til os i vort fængsels land.
Derfor haster
Jeg, og kaster
Mig i støvet for din food,
Tag den gave,
Du skalt have
Siel og hierte, liv og blod.

Siel og livet,
Være givet
Dig min søde rosens mund,
Begges kræfter
Skal herefter
Offres dig af hiertens grund.
Troens rare
Gyldne vahre,
Røgelse i andagts brand,
Myrres taare,
Til min baare,
Offrer jeg min Gud og mand.

Hiertet kiende
Dig, og brænde,
I din længsel dag og nat,
Reens det meget
Til dit eget,
Giør det til din egen skat.

Mine sinde
Altid finde
Udi den forening roe
Til at ære
Dig, og være
Indtil døden huld og troe.
Da jeg siden,
Efter tiden,
All din klarhed skue maae,
I dig leve,
Hos dig sveve,
Evig priis du da skal faae.